Familiebesøg i hjemlandet
Mange undersøgelser har vist, at når man bor hos familie i oprindelseslandet/hjemlandet, er den rejsende i meget større risiko for at få en række infektioner end den gennemsnitlige rejsende:
Der er en større risiko for at få mad, der indeholder tyfus-bakterier.
Der er større risiko for at blive smittet med tuberkulose eller bakteriemeningitis.
Der er også større risiko for at få malaria, blandt andet fordi man mister eventuel tidligere opnået immunitet, når man rejser væk fra et malariaområde, allerede efter ½-1 år.
Det anbefales derfor, at rejsende, som tager på familiebesøg i oprindelseslandet/hjemlandet vaccineres svarende til rejsevarighed over seks måneder, uanset den konkrete rejses varighed.
Seksuel kontakt med lokalbefolkningen - hepatitis B
Ubeskyttet sex under udlandsrejse medfører, som i Danmark, risiko for smitte med blandt andet syfilis, gonore og klamydia.
I mange lande er der en højere risiko for smitte med hepatitis B-virus og hiv, end der er i Danmark.
Det er muligt at blive beskyttet mod hepatitis B via vaccination, de øvrige sygdomme kan kun forebygges med kondombrug.
Til beskyttelse mod hepatitis B (blod-eller sexoverført leverbetændelse) anbefales vaccination.
Hvornår skal man vaccineres?
Mindst en måned før afrejse, og helst 6 måneder før.
Antal doser
Der gives tre vacciner med 1 måned mellem 1. og 2. vaccination og 5 måneder mellem 2. og 3. vaccination. Hvis man skal rejse om mindre end en måned, kan som alternativ evt. gives et program med 3 vacciner dag 0,7 og 21-30. I så fald skal der gives en 4. vaccine efter 12 måneder.
Alder
Vaccination kan gives fra fødslen.
Beskyttelse
Man er først fuldt beskyttet efter henholdsvis 3 eller 4 vaccinationer, alt efter om man anvender et 3-dosis eller fremskyndet 4-dosis program. Herefter er man livslangt beskyttet.
Kan evt. gives som hepatitis A/B-vaccine i et 3-dosis program dag 0, efter 1 måned og efter 6 måneder.
Hvis man skal rejse om mindre end en måned, kan den kombinerede hepatitis A/B-vaccine også gives i et program med 3 vacciner dag 0,7 og 21-30. I så fald skal der gives en 4. vaccine efter 12 måneder.
Børn op til 15 år kan alternativt vaccineres med en voksendosis hepatitis A/B-vaccine (Ambirix®) i et to-dosis program med 6 måneders mellemrum.
Om sygdommen
Hepatitis B
Vacciner
Hepatitis B-vaccine (Engerix B)